Et hobbit-køkken med masser af potentiale
Design: SHAKER / Farve: Fog / Forramme: Smal
Fra Østerbros byliv til Holtes grønne bøgetræer
Da Sebastian og Camilla for fem år siden byttede Østerbros brostensbelagte gader ud med Holtes grønne omgivelser, var ønsket klart: et hjem med plads til børneleg i haven, kunst på væggene og et køkken, hvor hele familien på syv kunne samles.
Huset, de fandt, gemte på et lille, lavloftet køkken, men hvor andre så begrænsninger, så de muligheder. Over flere år fulgte de solens bevægelse og planlagde, hvordan lys og luft kunne trække ind i hjemmet. Ved at fjerne et badeværelse, åbne mod spisestuen og genbruge mursten omkring indgangen, blev tre små rum forvandlet til ét stort køkkenalrum.
Snedkeri med smukke detaljer
Det nye køkken blev skabt med gulvvarme under fødderne og et skræddersyet snedkerkøkken fra Handcrafted Interior, hvis lyse linjer skaber ro i et travlt familieliv. Den massive køkkenø med rillede konturdetaljer og afrundede hjørner er både funktionel og æstetisk. Bag de smukt udførte låger gemmer sig smarte løsninger som indbyggede skraldesystemer, god opbevaring til madkasser og specialbyggede hylder til køkkenmaskiner. Øens udhæng rummer barstole, så den nemt forvandles fra arbejdsplads til lektiehjørne eller samlingspunkt, når morgensolen rammer køkkenet.
Sprossevinduer og respekt for husets oprindelige arkitektur
Et af de vigtigste greb i renoveringen var de nye sprossevinduer, der genskaber husets oprindelige detaljer. Ved nøje at matche profiler og opdeling er dagslyset nu trukket længere ind i rummet, uden at husets DNA går tabt. Parret har bevaret klassiske elementer som stuk og høje paneler, der binder det nye sammen med det gamle.
Bag komfuret pryder et raffineret flisemønster fra Københavns Klinkerfabrik væggen. Mønsteret består af syv cirkulære fliser – to store for forældrene og fem mindre for børnene. Detaljen kombinerer funktion og følelse og afspejler, hvordan snedkerhåndværk og personlige materialer tilsammen formår at skabe et hjem med sjæl.
Plads til hele familien
Under Corona-tiden blev vinterstuen omdannet til hjemmekontor, men fungerer i dag som skakrum for sønnen Hugo, der spiller i den lokale klub. Rummet er belagt med mørkeblå fliser fra Marokk, og de store vinduer lader lyset falde ind over arbejdsbordet, omgivet af bøger, skakbrætter og børnetegninger. Med sin rolige farvepalette bruges vinterstuen både som kreativt værksted, selskabsrum og et roligt hjørne til samtale og leg.
På første sal er hele familiens soveværelser placeret, og i haven ligger et anneks med god plads til overnattende gæster. Her vokser blomsterbuske og magnoliatræer, og uderummet bruges flittigt til både leg og madlavning. Familien griller året rundt – en tradition, de tog med sig hjem fra deres år i Californien, hvor måltiderne ofte blev nydt under åben himmel
Nøje udvalgte farver og personlighed i hver krog
I hele huset har Sebastian og Camilla leget med nøje afstemte farver, der spiller sammen med familiens kunstsamling. Køkkenet er holdt i rolige nuancer, mens stuen med sin støvede lyseblå tone fremhæver farverige værker og glaseret keramik fra rejser. De varme farver i tekstiler og kunst skaber en rød tråd gennem hele hjemmet.
I stuen står tre keramiske pinjekogler fra Sicilien, som symboliserer livskraft, velstand og evighed. De farverige majolica-værker giver et friskt modspil til de klassiske stuklofter og høje paneler og vidner samtidig om familiens kærlighed til italiensk håndværk.
For Sebastian og Camilla er kunst en naturlig del af hjemmet. Allerede i entréen mødes man af tre værker, der hver fortæller en personlig historie. Over bænken hænger et barndomsportræt af Sebastian som klovn, malet af hans far, og på væggen mod køkkenet et værk af Mormor, skabt i tæt dialog med familien. Motiverne rummer alt fra Golden Gate Bridge til børnenes yndlingssport og fanger essensen af deres liv. Inspireret af Richard Avedons collager har de desuden skabt et moderne “family mural”, der sætter tonen for resten af hjemmet.
Ved hovedtrappen mødes man af seks håndmalede klinker, indmuret som små postkort. Hver flise repræsenterer et sted, familien har boet – fra San Francisco til Bruxelles – og minder om de rejser og kapitler, der har formet familiens historie. Sammen fortæller de historien om et hjem fyldt med liv, minder og personlige fortællinger.
GALLERI




















